Modtagerne af DA’s Uddannelsespris 2026 er fundet!

Uddannelse og kompetencer

Modtagerne af DA’s Uddannelsespris 2026 er fundet!

Artikel

Fem af landets dygtigste lærlinge, elever og faglærte modtager DA’s Uddannelsespris 2026 som støtte til fagkonkurrencer og udlandsophold.

DA’s Uddannelsespris gives til elever, lærlinge og faglærte, der har udmærket sig inden for deres fag, er stærke repræsentanter for deres fag og fortsat ønsker at dygtiggøre sig. Dem ønsker DA at bidrage til at hylde, for Danmark har brug for endnu flere dygtige erhvervsuddannede. Samtidig fremhæver DA’s Uddannelsespris nogle af landets skarpeste faglærte, som er med til at forme fremtiden i de danske virksomheder.

I år har flere prismodtagere fået støtte til deres forberedelser forud for EuroSkills 2027 efter nogle fantastiske resultater til DM i Skills. Andre har modtaget økonomisk støtte til deres udlandsophold rundt omkring i Europa for at opkvalificere sig yderligere og få nye perspektiver på deres fag.

Prisen blev overrakt af formand for DA og Arbejdsgiverforeningens Jubilæumsfond, Martin Danielsen, ved en reception i DA, hvor der også var taler af Nina Groes, initiativtager til Boss Ladies og direktør i Divers, tømrerlærling og influencer Mathilde Marott og Anders Hartvig, grundlægger af Hartvig Gruppen A/S og blandt Berlingske Talent 100 2025.

DA's Uddannelsespris 2026 by Dansk Arbejdsgiverforening

  • Kok Rune Reiff Nistrup fra Per Aarsleff A/S, der modtager DA’s Uddannelsespris som støtte til hans udlandsophold i Italien.
  • Elektrikerlærling Johannes Hjort Viuff Lund fra Kjærgaard A/S, der modtager DA’s Uddannelsespris som støtte til deltagelse i Herningsholms talentcamp samt træningskonkurrencer til forberedelse forud for EuroSkills.
  • Nyudlært tømrersvend Anna Storm fra Egil Rasmussen Koncernen Aarhus A/S, der modtager DA’s Uddannelsespris som støtte til hendes udlandsophold i Normandiet.
  • Receptionistelev Johanne Marie Lindhard Pedersen fra Admiral Hotel, der modtager DA’s Uddannelsespris som støtte til deltagelse i træningskonkurrencer til forberedelse forud for EuroSkills.
  • Receptionistelev Marita Jóhannudóttir Arge fra Hotel Hafnia, der modtager DA’s Uddannelsespris som støtte til hendes udlandsophold.

Stort tillykke til alle modtagerne. Vi ser frem til at følge jer på jeres videre vej.  

Fakta om DA's Uddannelsespris:

DA’s Uddannelsespris uddeles årligt af Arbejdsgiverforeningens Jubilæumsfond til elever, lærlinge og færdigudlærte, der søger økonomisk støtte til at blive endnu dygtigere til deres fag gennem for eksempel fagkonkurrencer, udlandsophold eller andre former for kompetenceudvikling.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER