DA OM REGERINGSGRUNDLAG: POSITIVT MED FOKUS PÅ FLERE I ARBEJDE OG BEDRE VILKÅR FOR VIRKSOMHEDER

Beskæftigelse

DA OM REGERINGSGRUNDLAG: POSITIVT MED FOKUS PÅ FLERE I ARBEJDE OG BEDRE VILKÅR FOR VIRKSOMHEDER

Pressemeddelelse

DA glæder sig over, at regeringen med sit nye regeringsgrundlag sigter efter at få flere i arbejde, forbedre virksomhedernes vilkår og inddrage arbejdsmarkedets parter i de store reformdiskussio-ner om fremtidens arbejdsliv.

Den nye regering, bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre, har netop præsenteret regeringsgrundlaget for den kommende regeringsperiode. Regeringen lægger blandt andet op til en ny 2035-plan med ambitioner om at øge den strukturelle beskæftigelse med 35.000 fuldtidspersoner frem mod 2035, reducere byrderne for erhvervslivet, gøre det lettere at rekruttere internationale medarbejdere og nedsætte en kommission om blandt andet tilbagetrækning, seniorers vilkår og familiepolitik.

Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, glæder sig over regeringsgrundlagets fokus på beskæftigelse og konkurrenceevne.

- Danmark har brug for flere medarbejdere og flere i beskæftigelse, hvis vi skal sikre vækst og velstand i de kommende år. Derfor er det positivt, at regeringen vil arbejde for at få flere i arbejde og reducere de administrative byrder, som fylder alt for meget i virksomhedernes hverdag. Det er samtidig vigtigt, at regeringens økonomiske politik samlet set løbende styrker beskæftigelsen og virksomhedernes muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, siger Jacob Holbraad.

DA hæfter sig samtidig ved, at regeringen lægger op til en grundig proces om nogle af de største spørgsmål for fremtidens arbejdsliv.

- Det er klogt, at regeringen ikke træffer forhastede beslutninger om så store og komplekse spørgsmål, men i stedet vil lade dem belyse grundigt med inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Det er afgørende, at løsningerne samlet set bidrager positivt til arbejdsudbuddet, og DA ser frem til at bidrage konstruktivt i det arbejde, siger Jacob Holbraad.

DA ser også positivt på, at regeringen vil gennemføre den tidligere regerings certificeringsordning, som skal gøre det lettere for virksomheder at rekruttere internationale medarbejdere på ordnede løn- og ansættelsesvilkår.

- Hvis Danmark skal fastholde vækst og velstand, er det afgørende, at det bliver lettere for virksomhederne at rekruttere de kompetencer, de mangler – også fra lande uden for EU. Derfor er det meget positivt, at regeringen vil gennemføre certificeringsordningen, siger Jacob Holbraad.

For DA bliver det nu afgørende, at de positive ambitioner i regeringsgrundlaget også bliver omsat til konkret politik til gavn for virksomhederne og dermed for vækst, arbejdspladser og velstand i hele Danmark.

- Der er mange gode mål i regeringsgrundlaget om at øge arbejdsudbuddet og styrke virksomhedernes vilkår. Nu er det helt afgørende, at de gode intentioner bliver omsat til reel politik til gavn for virksomhederne og for hele Danmark. Her trækker forslagene om tidlig pension og store bededag desværre i den forkerte retning, siger Jacob Holbraad.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE