Arbejdsmiljø og sundhed
Regnestykket om arbejdsrelateret stress går ikke op
12. juni 2026
Debatindlæg
Stress bliver ofte fremstillet som et rent arbejdsmiljøproblem. Men hvis ”arbejdsrelateret stress” koster 16,4 mia. kroner – hvorfor kan vi så kun spare 5,5 mia. kroner med et perfekt arbejdsmiljø?
- Af Beate Fabricius Ingerslev, politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed i Dansk Arbejdsgiverforening.
Der er noget bemærkelsesværdigt ved den måde, vi taler om og måler på stress i Danmark.
Ikke fordi stress ikke findes. Det gør det. Og for dem, der rammes hårdt, er det både alvorligt og omkostningsfyldt. Men fordi tallene nogle gange har det med at leve deres eget liv.
Et af de mest citerede tal i debatten er, at "arbejdsrelateret stress" koster samfundet 16,4 mia. kroner om året. Det er et tal, der sætter sig. Det er stort og det kalder på handling.
Men ser man nærmere på et andet – også ret centralt – tal, begynder historien at vakle en smule. For ifølge en anden analyse så kan samfundet hente omkring 5,5 mia. kroner årligt på sygefravær, hvis vi forestiller os, at alle arbejdspladser havde det bedst tænkelige psykiske arbejdsmiljø.
Lad lige det stå et øjeblik.
Det bedst tænkelige psykiske arbejdsmiljø. Ikke bare lidt bedre trivsel i hverdagen, men en situation, hvor arbejdet i praksis er renset for alle de belastninger, der forbindes med ”arbejdsrelateret” stress. Hvor deadlines ikke presser, samarbejdet med kollegaer altid fungerer gnidningsfrit, og hvor man aldrig bliver følelsesmæssigt berørt af arbejdet. Og alligevel er besparelsen kun 5,5 mia. kroner.
Det rejser et oplagt spørgsmål. Hvis ”arbejdsrelateret stress” koster 16,4 mia. kroner, hvor de 10,4 mia. er relateret til sygefravær, hvordan kan det så være, at selv et fuldstændig optimalt – og i øvrigt utopisk – arbejdsmiljø kun kan reducere regningen med omtrent halvdelen?
Hvor bliver resten af pengene af? Det er svært ikke at få en fornemmelse af, at noget her ikke helt hænger sammen.
Når regnestykket ikke går op
Man behøver ikke være økonom for at se problemet.
Det svarer lidt til, at din teenager næsten hver dag kommer for sent i skole og skyder skylden på bussen, som hele tiden er forsinket. Derfor køber du ham en helt ny elcykel, så han ikke er afhængig af bussen, men han kommer bare stadig for sent det meste af tiden. Så er det næppe kun bussen, der var problemet.
Overført til stressdebatten peger det på en nødvendig overvejelse: Enten overvurderer vi, hvor stor en del af stressen der reelt kan tilskrives arbejdet. Eller også bruger vi betegnelsen “arbejdsrelateret stress” på en måde, der spænder så bredt, at den kommer til at rumme langt mere end arbejdsmiljøet alene.
Det, der så gør tingene endnu mere interessante, er, at de to tal kommer fra selv samme forskningscenter. På den ene side et meget højt estimat for, hvad arbejdsrelateret stress koster. På den anden side et markant lavere bud på, hvad vi kan vinde – selv hvis vi forestiller os det bedste arbejdsmiljø. Det kalder på en forklaring.
Særligt fordi analysen af det forbedrede arbejdsmiljø bygger på en antagelse om, at alle medarbejdere bevæger sig til det bedst mulige niveau på alle parametre samtidig. Det er et tankeeksperiment – ikke en realistisk udvikling. Og selv dér stopper gevinsten ved 5,5 milliarder.
Risikoen ved de store fortællinger
Der er en pointe i alt det her, som rækker ud over selve tallene. For når vi bliver ved med at gentage, at arbejdsrelateret stress er et problem til 16,4 mia. kroner, skaber det en fortælling om, at løsningen også primært skal findes på arbejdspladsen. At det kun er her, vi skal sætte ind.
Men hvis selv det bedst tænkelige arbejdsmiljø kun kan forklare en del af regningen, er det værd at spørge, om vi fokuserer for snævert på arbejdspladsen, når vi leder efter løsninger på udfordringerne med stress i samfundet?
Det betyder ikke, at arbejdsmiljøet er uden betydning. Langt fra. Men det betyder, at det næppe kan bære hele forklaringen alene. Og måske er det i virkeligheden dér, debatten bliver mest interessant. Ikke i de store tal i sig selv – men i det, de ikke kan forklare.
For hvis ikke regnestykket går op, er det sjældent tallene, der er problemet. Så er det forståelsen af dem.
Debatindlæg bragt i Børsen den 12. juni 2026