Arbejdsmiljø og sundhed
Lad os tage stress alvorligt uden at tale arbejdsmarkedet ind i en krise
5. juni 2026
Debatindlæg
Alvorlig stress kræver handling. Men vi finder kun de rette løsninger, hvis vi skelner mellem hverdagspres og langvarig, sundhedsskadelig stress – og ikke gør arbejdet til hele forklaringen.
- Af Mina Bernardini, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
Stress skal tages alvorligt. Netop derfor skal vi tale præcist om problemet.
For de mennesker, der rammes af langvarig og sundhedsskadelig stress, kan konsekvenserne være store. Derfor skal vi forebygge bedre, gribe tidligere ind og hjælpe, når mennesker rammes.
Men lige nu fylder én fortælling for meget: At arbejdslivet presser danskerne mere og mere. At flere er ved at bukke under. Og at arbejdet i sig selv er blevet en hovedårsag til stress. Det er en alvorlig påstand – og derfor er det vigtigt, at den kan understøttes af fakta.
Ser man på tallene, står det danske arbejdsmarked stærkere, end debatten ofte giver indtryk af. Undersøgelser og internationale sammenligninger viser, at danske lønmodtagere ligger højt i Europa, når det gælder jobkvalitet og balance mellem arbejde og fritid. Samtidig er tre ud af fire tilfredse med deres arbejde.
Vi skal skelne mellem hverdagens pres og alvorlig stress
En del af problemet starter med sproget. Stress bruges nemlig i dag om næsten alt. Lige fra travle uger og hverdagspres til alvorlige belastningsreaktioner. Men der er stor forskel på travlhed i en periode og langvarig stress, som kan føre til sygdom.
Når det hele får samme etiket, bliver det også sværere at finde de rigtige løsninger.
En ny analyse fra DA blandt 6.000 danske lønmodtagere tegner et mere nuanceret billede end det, der ofte dominerer stressdebatten. Målt med internationalt anerkendte metoder har 6 pct. et højt stressniveau. Det står i skarp kontrast til fortællingen om et arbejdsmarked på kanten af et stresskollaps.
Analysen viser samtidig, at 19 pct. har følt sig stressede de seneste par uger. Det er også et tal, der kalder på opmærksomhed, så vi sikrer, at midlertidig belastning ikke udvikler sig til noget mere alvorligt. Men de to tal fortæller ikke det samme. Hvis almindeligt hverdagspres kaldes stress, risikerer vi både at sygeliggøre travlhed – og svække opmærksomheden på dem, der er alvorligt ramt.
Arbejdet er ikke kun problemet
I stressdebatten bliver arbejdspladsen ofte gjort til det naturlige sted at placere ansvaret. Arbejdet spiller selvfølgelig en rolle, og belastninger i arbejdslivet skal tages alvorligt. Men debatten bliver for ensidig, hvis ansvaret kun placeres ét sted. For stress skyldes sjældent én enkelt faktor.
Stress opstår typisk i et samspil mellem arbejdsliv, privatliv og den enkeltes livssituation. Faktisk har 71 pct. af dem med højt stressniveau oplevet store livsbegivenheder som sygdom, skilsmisse eller dødsfald det seneste år. Det peger på, at alvorlig stress handler i mange tilfælde om det samlede pres i livet – ikke kun om jobbet.
Det bør få os til at tænke os om, når vi taler om løsninger. Hvis problemerne er komplekse, er løsningerne sjældent nemme.
Et stærkt arbejdsmarked er også en del af løsningen
Arbejdspladserne har selvfølgelig et ansvar. Selvom arbejdet ikke nødvendigvis er den primære årsag til stress, er arbejdspladsen stadig en del af løsningen, fordi stress også påvirker arbejdslivet. Netop derfor arbejder ledere og virksomheder med at håndtere og forebygge stress.
Arbejdspladserne spiller en vigtig rolle i både forebyggelse og håndtering af stress. Gode arbejdsforhold, ordentlig ledelse, klare forventninger og en stærk dialog gør en reel forskel – og selvfølgelig er der plads til forbedring. Men det kræver også, at vi forstår stress mere præcist og taler mere nuanceret om årsagerne.
For de fleste er arbejde også en vigtig kilde til trivsel og livskvalitet. Det giver struktur i hverdagen, fællesskab og følelsen af at bidrage med noget meningsfuldt. Derfor er det også værd at huske, at mennesker i arbejde generelt har højere livskvalitet og lavere stressniveau end dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Det perspektiv fylder alt for lidt i debatten.
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 5. juni 2026.