Uddannelsesvalget deler stadig unge efter køn – det kan vi gøre bedre

Uddannelse og kompetencer

Uddannelsesvalget deler stadig unge efter køn – det kan vi gøre bedre

Debatindlæg

Uddannelsesvalg i Danmark følger stadig køn. Det koster både talent, frihed og faglært arbejdskraft.

Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening.

De nyeste tal for søgningen til ungdomsuddannelserne er netop kommet. De viser, at uddannelsesvalget stadig deler unge efter køn. Kun 19 pct. af de unge søger en erhvervsuddannelse, og blandt pigerne er det blot 1 ud af 10, viser ny analyse fra DA.

Tallene bekræfter et mønster, vi har set i flere år – og som endnu ikke er brudt. Unge i Danmark vælger stadig meget kønsopdelt. Størstedelen af pigerne søger mod omsorgs- og velfærdsfagene, mens drengene vælger de tekniske og håndværksmæssige fag.

Det koster både for virksomhederne og de unge. Virksomheder går glip af talent, og unge vælger ikke frit efter evner og interesse, men påvirkes af normer og ”hvad man plejer at gøre”.

På store dele af det tekniske og merkantile område mangler virksomheder lærlinge og erhvervsuddannet arbejdskraft. Alligevel er der mange piger, som aldrig for alvor overvejer de muligheder. Omvendt er drenge fortsat stærkt underrepræsenteret i velfærds- og omsorgsfagene, hvor der også mangler hænder – og for begge køn gælder det, at det ikke handler om, at de ikke kan eller vil. Det opleves bare ikke som et naturligt valg.

Konsekvensen er, at en stor del af talentmassen i praksis fravælger bestemte fag på forhånd. Det begrænser både den enkelte og samfundet.

Valg skal træffes på et oplyst grundlag

Det handler ikke om at skubbe unge i en bestemt retning. Det handler om, at uddannelsesvalg skal træffes på et oplyst og frit grundlag – ikke på baggrund af køn eller gamle forestillinger.

Alle unge skal have reelle muligheder. Men forestillinger om, “hvem der passer ind hvor”, fylder stadig – ikke mindst hos forældre – og det påvirker unges valg og deres mod til at gå nye veje.

Derfor skal vi blive bedre til at vise, hvad erhvervsuddannelserne faktisk rummer, nemlig stærke fællesskaber, gode karrieremuligheder, høj jobsikkerhed og mulighed for at arbejde med grøn omstilling og ny teknologi – uanset retning. Det er ikke mandefag eller kvindefag. Det er fremtidsfag.

Bedre branding af erhvervsuddannelserne løser dog ikke problemet alene. Vi skal sætte ind tidligere og bredere: i folkeskolen, i vejledningen og i mødet mellem virksomheder og elever. Unge skal møde rollemodeller, der bryder med det forventede. De skal opleve, at det er helt normalt at vælge anderledes.

For Danmark har brug for flere faglærte. Og vi har brug for, at både piger og drenge ser hele paletten af muligheder som deres – ikke som noget, der er bestemt af køn.

Debatindlæg bragt i Børsen den 11. april 2026.

Læs mere om

UDDANNELSE OG KOMPETENCER