Overenskomst og arbejdsret

Vigtigt ja til nye overenskomster giver tre års ro om løn og arbejdsvilkår

Pressemeddelelse

Et flertal af lønmodtagerne har nu stemt ja til de nye overenskomster på det private arbejdsmarked, og dermed er der ro om løn og arbejdsvilkår de næste tre år. Det er meget vigtigt i en tid, hvor der er rigeligt med usikkerhed i verden omkring os, mener DA’s administrerende direktør.

- Jeg er meget tilfreds med, at de nye overenskomster nu er godkendt af både lønmodtagere og arbejdsgivere. Dermed er der ro om løn og arbejdsvilkår i de næste tre år på det private arbejdsmarked, og det er helt afgørende for både dansk erhvervsliv og medarbejderne i den usikre verden, som vi har i denne tid med både krig i Europa og stor usikkerhed om den internationale handel.

Sådan siger DA’s administrerende direktør, Jacob Holbraad, i kølvandet på resultatet af lønmodtagernes urafstemning om de nye overenskomster. Stemmeprocenten var på 58,5, og heraf stemte et klart flertal på 82,5 procent ja. Hos arbejdsgiverne har DA’s bestyrelse enstemmigt godkendt Forligsinstitutionens mæglingsforslag, og dermed er de nye tre-årige overenskomster gældende med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2025.

- Jeg synes, det er en stor dag for den danske model på arbejdsmarkedet, at vi endnu engang har været i stand til at indgå fornuftige kompromisser, som både lønmodtagere og arbejdsgivere har nikket til. Og det er meget tilfredsstillende, at fagforbundene og arbejdsgiverorganisationerne i historisk grad selv har forhandlet sig frem til deres resultater, siger Jacob Holbraad.

Læs mere om

OVERENSKOMST OG ARBEJDSRET