Arbejdsmiljø og sundhed
Dårlig sundhed og trivsel for unge trækker dybe spor ind i voksenlivet
25. august 2022
Pressemeddelelse
Unge, som lever usundt eller mistrives som 15-årige, har væsentligt højere risiko for ikke at være i job eller uddannelse som 25-årige og få markant lavere indkomst resten af livet. Det viser en ny omfattende undersøgelse, som VIVE har gennemført for DA og Lederne. Derfor lancerer arbejdsgivere og ledere nu udspillet ”Fremtiden er ung”.
Vi skal tage det dybt alvorligt, når den seneste nationale sundhedsundersøgelse viser, at alt for mange unge lever usundt og mistrives. For det kan trække dybe spor ind i voksenlivet, viser en ny omfattende undersøgelse, som VIVE har gennemført for DA og Lederne.
For det første viser undersøgelsen, at 15-åriges fysiske og mentale sundhed har en klar sammenhæng med, om de er i job eller uddannelse som 25-årige. Eksempelvis er hele 29 procent af dem, som mistrivedes socialt eller psykisk som 15-årige, ikke i arbejde eller uddannelse som 25-årige. Til sammenligning gælder det kun 8 procent af alle 25-årige. Og det stopper ikke dér: Hvis man ikke er i job eller uddannelse som 25-årig, tjener man i gennemsnit 8,3 millioner kroner mindre i løbet af et arbejdsliv.
Vi har ikke råd til, at sundhed og trivsel bliver et benspænd for de unge. Det kan få store konsekvenser, hvis kommende generationer får sværere ved at finde deres fodfæste på arbejdsmarkedet.
- Undersøgelsen er virkelig en bimlende alarmklokke i forhold til den faldende fysiske og mentale sundhed blandt unge. Det har altså ikke bare konsekvenser for de unge her og nu, men langt ind i deres voksenliv. Derfor er vi som samfund nødt til at tage denne udvikling meget alvorligt – både for de unges og samfundets skyld, siger Bodil Nordestgaard Ismiris, administrerende direktør i Lederne.
Beregninger på baggrund af VIVE-undersøgelsen viser, at hvis blot én procent flere af hver kommende generation kommer i arbejde eller uddannelse som 25-årige, vil det styrke Danmarks velstand med 13,7 milliarder kroner om året.
- Vi har ikke råd til, at sundhed og trivsel bliver et benspænd for de unge. Det kan få store konsekvenser, hvis kommende generationer får sværere ved at finde deres fodfæste på arbejdsmarkedet. Virksomhederne står klar til at tage imod, og hvis de unge ikke er til rådighed, bliver det svært at ansætte det antal medarbejdere, der reelt er brug for. Det vil ramme danske virksomheder og dansk økonomi hårdt, siger Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i DA.
Derfor lancerer DA og Lederne udspillet ”Fremtiden er ung”. Her kalder arbejdsgivere og ledere i fællesskab på en grundig politisk debat om konsekvenserne af de unges stigende mistrivsel. Den debat begynder allerede i dag, hvor DA og Lederne holder en konference på Christiansborg med deltagelse af en række vigtige aktører på området, medlemmer af Folketinget og selvfølgelig også de unge selv. DA og Lederne kommer i udspillet blandt andet med fire overordnede anbefalinger til, hvordan der fremover kan arbejdes mere målrettet på at forbedre børn og unges trivsel.
Læs hele udspillet ”Fremtiden er ung” her.
Læs hele VIVE’s undersøgelse her.
Her kan du se en video om projektet: