Analyser

Aftalesystemet

• Print
• Del
• Tilmeld nyhedsbrev

På det danske arbejdsmarked fastsættes løn- og arbejdsvilkår i kollektive overenskomster, som er en væsentlig del af den danske model. Overenskomstdækningen er et udtryk for, hvor mange lønmodtagere der er omfattet af en kollektiv overenskomst.

De lønmodtagere, der ikke er dækket af overenskomst, får de løn- og ansættelsesvilkår, som de selv har aftalt med deres arbejdsgiver i deres ansættelseskontrakt. Det gælder særligt for akademikere og ledere i den private sektor, som ud over deres ansættelseskontrakt også er omfattet af funktionærloven og derfor har rettigheder i forhold til opsigelse, løn under sygdom og andre ting, som ellers ofte vil være indeholdt i en overenskomst.

I Danmark er overenskomstdækningen høj. I den offentlige sektor er alle dækket af overenskomster. I den private sektor er det ca. tre ud af fire. For hele arbejdsmarkedet er overenskomstdækningen beregnet til 82 pct.

Overenskomstdækningen i Danmark er faldet en anelsen siden 1998, men har ligget stabilt siden 2008.

På DA/FH-området er der overordnede to lønsystemer i overenskomsterne – normalløn og mindstebetaling. Herudover er der en række overenskomster uden lønsats.

Mindstebetalingsoverenskomsterne indeholder en mindstelønsats, som lønmodtagerne på den pågældende overenskomst mindste skal aflønnes efter. Aftalte ændringer i mindstesatsen berør således kun de lønmodtagere som aflønnes på mindstesatsen. For lønmodtagere med en løn over mindstesatsen forhandles lønnen lokalt på den enkelte virksomhed.

I normallønsoverenskomsterne fastsættes lønnen for alle lønmodtagere i overenskomsten. Aftalte satsændringer gælder for alle, som er omfattet af den pågældende overenskomst.

For overenskomster uden lønsats er der ingen mindsteløn, og lønnen forhandles lokalt på den enkelte overenskomst.

Antallet af tabte arbejdsdage i forbindelse med konflikter på det danske arbejdsmarked har været faldende siden midten af 1990. I år, hvor overenskomsterne fornyes, har der historisk været en mindre stigning i antallet konflikter.

I 1980’erne gik overenskomstforhandlingerne fra at være blevet forhandlet centralt mellem DA og LO (nuværende FH) til at blive forhandlet decentralt, som man kender det fra i dag, hvor overenskomsterne forhandles mellem et fagforbund og en arbejdsgiverforening, f.eks. DI og CO-industri. I samme periode har der været færre konflikter i forbindelse med overenskomstfornyelserne. Den seneste storkonflikt var i 1998, som blev afsluttet med et lovindgreb.